top of page
  • Mathias Fischer

Ildsjæl skaber jobs til udsatte unge via partnerskaber: Jeg har stor kærlighed til mine medmennesker

Carina Fisker gør med sin socialøkonomiske virksomhed, HUMAN Results, alt hvad hun kan for at støtte udsatte unge til at komme på ret køl i livet. Via en række partnerskaber og virksomhedssamarbejder skaber hun forskelligartede arbejdsopgaver til unge i virksomhedens værksted. Her laver de unge mange forskellige bæredygtige produkter af genbrugstræ og metal, og produkterne bliver solgt til hele landet. På den måde hjælper HUMAN Results med at give de udsatte unge et sundt og trygt arbejdsfællesskab - og en mening med tilværelsen.

Carina Fisker fra den socialøkonomiske virksomhed HUMAN Results brænder for at få det bedste ud af mennesker og materialer, og det smitter af på måden, hun arbejder og taler.


"Jeg har aldrig kunnet holde mentaliteten ud om, at man bare kan smide ting og mennesker væk," siger Carina Fisker, CEO og ejer hos HUMAN Results.


Carina, der i godt 30 år har arbejdet for at hjælpe udsatte borgere, sætter handling bag ordene, og hun knokler hver dag for at kunne tilbyde udsatte unge fra kanten af samfundet en mulighed for at transformere deres liv og tilværelse til det bedre.


”Vi tilbyder udsatte unge et mere hensigtsmæssigt fællesskab, individuel sammensat støtte og giver dem mulighed for at opbygge en arbejdsidentitet."


Carina Fisker er meget glad for samtlige af de virksomhedssamarbejder og partnerskaber, der netop giver hende mulighed for at kunne tilbyde beskæftigelse til udsatte unge.


”Det er ret sindssygt, at vi har fået lavet så mange partnerskaber. Det er rigtig spændende det her. Jeg er dybt taknemmelig for alle vores partnerskaber. Og vi havde ikke været til, hvis ikke det havde været for vores partnerskaber,” siger Carina Fisker.


Rummelig Genstart har hjulpet med partnerskaber

Rummelig Genstart har hjulpet med at facilitere tilblivelsen af nogle af partnerskaberne for den RSV-godkendte socialøkonomiske Silkeborg-virksomhed HUMAN Results, og Carina Fisker priser sig lykkelig for Kooperationens - og Rummelig Genstarts - John Kvistgaards arbejde for at hjælpe hende i gang som registreret socialøkonomisk virksomhed, der fokuserer på mennesker og partnerskaber.


”John har hjulpet lige fra starten af. Han er et af de mennesker, der ved alt om socialøkonomi. Jeg kontaktede ham, da jeg ønskede, at vi blev registreret som socialøkonomisk virksomhed. Det lå mig meget på sinde at få det her grønne stempel for at sende et ordentligt og troværdigt signal og vise, at jeg havde committed mig til socioøkonomi med det her. Og hvis der blev overskud, så ville jeg skulle geninvestere i nye sociale tiltag,” siger Carina Fisker.


I dag har HUMAN Results en lang række partnerskaber med virksomheder om blandt andet afhentning af genbrugstræ og metal, der bruges af de unge ansatte i værkstedet, Woods by Human Results. Og hele partnerskabstankegangen har John Kvistgaard hjulpet med at få implementeret.


”John har åbnet dørene op for nogle ting og forklaret mig, hvordan det foregår. John ser partnerskaber i mange ting. Han perspektiverer og ser tingene på en anden måde, så det er samspil og vidensdeling, han hjælper med. Og konkret hjalp John også med at få en aftale og et partnerskab med Silkeborg Kommunes Teknik og Miljø om aftagning af affaldstræ.”


HUMAN Results har i dag effektueret partnerskabstankegangen og det socialøkonomiske arbejde for udsatte unge i en sådan grad, at HUMAN Results modtog prisen som årets RSV-virksomhed i Silkeborg Kommune ved Drewsens Award Show 2022.


Optaget af fællesskaber - og ser muligheder i al ting

Listen over partnervirksomheder vokser hele tiden for HUMAN Results. Den tæller i øjeblikket navne som Birch Ejendomme, Superwood, GMB Ejendomme, Kingo Karlsen, Bygma Silkeborg, Reimar Gruppen, Palsgaard Spær, Silkeborg Forsyning og mange flere.


Flere af partnerskaberne er genbrugspartnerskaber, der giver materialer til Woods' værksted. Her kan de udsatte unge arbejde og være sammen i et sundt miljø.


”Det der driver mig, er hele den her målgruppe. Det er hele bæredygtighedsmantraet om, at alt og alle kan anvendes til et eller andet i de rigtige favne og havne. Jeg er meget optaget af fællesskaber – og jeg ser muligheder i al ting. Jeg kan rumme de her komplekse unge mennesker, som andre går kold i, fordi de ikke ved, hvor de skal placere dem henne,” siger Carina Fisker.


Til dagligt er der i skrivende stund 11 udsatte unge tilknyttet Woods-værkstedet, og endnu flere er på vej. Her laver de borde-bænke sæt, shelters, børnekøkkener, pavilloner, fuglekasser, hundehuse og andre produkter af blandt andet genbrugs- eller anden sorteringstræ og metal. Produkterne sælges til hele landet, og Carina Fisker kalder det en kæmpe succes hidtil.


"Vi har shelters stående i cirka 230 byer i Danmark, og i over 700 byer har vi højbede stående,” siger hun.


Rummer de unge som andre har svært ved

Udover de 11 udsatte unge, der i øjeblikket har deres faste gang i værkstedet hos Woods by Human Results, har Carina Fisker og kollegaerne taget mange andre unge under vingerne og forsøger at hjælpe dem tilbage på sporet i tilværelsen.


”Lige nu varetager vi små 100 unge i alt. Blandt andet unge i hjemløshed, misbrug, kriminalitet, psykisk syge eller med psykiatriske diagnoser, og unge der er i uhensigtsmæssige miljøer. Pårørende og fagpersoner ringer og spørger mig, om jeg ikke kan hjælpe et familiemedlem, en ung eller en ven på ret køl igen.”


Udover at lytte til de mange unge og hjælpe dem med praktiske problemstillinger, kan Carina Fisker og HUMAN Results give dem den gulerod, at der kan vente et job og et sundt arbejdsfællesskab til dem.


"De har brug for rigtig meget personlig støtte, og deres største motivation er, at vi har et arbejdsliv og et fællesskab at tilbyde dem.”


Carina knokler for de unge mennesker, og hun ligger ikke skjul på, at det ikke er noget, hun bliver rig på, selvom der er godt gang i forretningen. Det er noget andet, der driver hende.


”Jeg har en stor kærlighed til mine medmennesker. Det her er en overset og marginaliseret målgruppe, som systemerne skubber længere og længere ud. Jeg tror, folk kan mærke min dedikation og min passion for at hjælpe de her unge.”


Ny ejendom skal videreudvikle forretningen og give tryg base for de unge

Som et nyt godt tiltag for HUMAN Results er der nu købt en ny ejendom med plads til både værksted og til at huse de ansatte unge.


”Nu kan vi også tilbyde de unge tag over hovedet. Det er svært at leve et godt og lovformeligt liv, når man ikke har noget sted at bo. Det er et samarbejde med Rene Birch fra GMB Ejendomme, og ejendommen er købt. Lige nu får vi de sidste godkendelser på plads i forhold til blandt andet produktionsdelen. Vi flytter alt derud,” siger Carina Fisker.


Carina Fisker har store forventninger til, hvad de nye fysiske rammer kan gøre for virksomheden og for de mange unge mennesker, hun tilbyder en bedre tilværelse og et arbejde.


”Jeg forventer, at den nye ejendom giver de unge en tryg base, et fællesskab og et godt sted at være - og ikke mindst et godt sted at komme videre fra.”

113 visninger
bottom of page