top of page
  • Berit Udbye

Begge parter vinder, når socialøkonomiske og ordinære virksomheder arbejder sammen

Opdateret: 18. nov. 2022

Partnerskaber mellem den socialøkonomiske virksomhed Erhvervsskolen Vestjylland og lokale firmaer giver gevinst – både økonomisk og menneskeligt

Foto: Claus Tobler, direktør på Erhvervsskolen Vestjylland, er Rummelig Genstart-partner og med til at skabe arbejdspladser til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.



Den socialøkonomiske virksomhed Erhvervsskolen Vestjylland i Borris løser opgaver for såkaldt ordinære virksomheder. Det helt særlige ved disse opgaver er, at de udføres af medarbejdere fra kanten af arbejdsmarkedet, men på almindelige markedsvilkår. Gevinsten er, at medarbejderne på Erhvervsskolen Vestjylland får arbejde, som er nemt at gå til og en hverdag, hvor kravene er som i ordinære produktions- og håndværksvirksomheder. Kvaliteten skal være i orden, og arbejdet færdig til tiden.


Gennem partnerskabsindsatsen har Rummelig Genstart i samarbejde med Kooperationen hjulpet med at facilitere dannelsen af virksomhedssamarbejder for Erhvervsskolen Vestjylland. Og det er projektkonsulent John Kvistgaard, der bidrager med sparring, idéudvikling og deltager i møder med potentielle partnere.


”John Kvistgaard kender andre socialøkonomiske virksomheder, der har haft succes med partnerskaber og samtidig minder om os. Vi har blandt andet sammen med John Kvistgaard besøgt JEWA i Skive, hvor vi har fået inspiration til, hvordan vi kan tilrettelægge vores egen virksomhed. Vi er blevet skarpe på, hvad vi skal gå efter, hvilken type opgaver vi skal lede efter, og hvordan vi prissætter dem,” siger Claus Tobler, direktør på Erhvervsskolen Vestjylland.


Indtil videre har Erhvervsskolen Vestjylland indgået partnerskaber med tre lokale virksomheder, og målet med disse partnerskaber er at udvikle og gennemføre indsatser, der fører til inklusion og beskæftigelse af udsatte ledige.


"Hvis ikke vi havde de her samarbejder, ville vi ikke være så målrettede i vores beskæftigelsestilbud. Det stiller krav til os, at der skal leveres, og det smitter af på vores medarbejdere, at der faktisk er en forventning fra en kunde om, at produktet er i orden, og at vi kan levere til deadline,” siger Claus Tobler.


To af Erhvervsskolen Vestjyllands partnerskaber giver allerede arbejde. Det tredje starter i 2023.


Partnerskaber giver arbejde til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet

Rent praktisk foregår partnerskaberne således, at den private virksomhed eller dennes leverandør sender arbejdsmaterialer til Erhvervsskolen Vestjylland, der udfører arbejdet i egne værksteder. Det er pakkeopgaver, sortering, montering eller såkaldt primær produktion, for eksempel jernarbejde, hvor der skal svejses, bukkes eller standses i jern.

Foto: Tobias Staulund Larsen ved svejseapparatet i værkstedet hos Erhvervsskolen Vestjylland.



For Orla Hansen A/S, der producerer staldinventar og er førende på det nordiske marked, udfører

Erhvervsskolen Vestjylland især jern- og metalarbejde, for eksempel svejsning af en bestemt type t-bolte, der bruges i stalde.


For HydraSpecma A/S, der laver hydrauliske løsninger til andre virksomheder, er det pakkeopgaver. Det er, ifølge Claus Tobler, opgaver, der er nemme at håndtere og gå til for de fleste. Virksomheden kan med økonomisk fordel lægge opgaven hos Erhvervsskolen Vestjylland og samtidig tage et socialt ansvar. Claus Tobler fortæller, at omfanget af opgaver endda stiger, efterhånden som HydraSpecma lærer Erhvervsskolen Vestjyllands arbejde bedre at kende.


Til næste år starter samarbejdet med RAH a.m.b.a., en energikoncern med forsyningsområder i Vest- og Midtjylland. RAH skal nemlig skifte al gadebelysning i Ringkøbing-Skjern Kommune, og Erhvervsskolen Vestjylland er hyret ind til at afmontere og skille lamperne ad samt sikre sig, at delene sorteres korrekt, når de bortskaffes.

Sådan opbyggede Erhvervsskolen Vestjylland partnerskaber med ordinære virksomheder

Erhvervsskolen Vestjylland havde i forvejen erfaring med at samarbejde med private virksomheder og har også jobkonsulenter ansat, der kører ud og møder virksomhederne. Men partnerskabsindsatsen har muliggjort, at dette potentiale er blevet yderligere udfoldet.


”Vi har bygget videre på allerede eksisterende relationer med virksomheder, hvor vi har besøgt virksomhedernes produktion for at se, om der er nogle opgaver, som de med fordel kunne få løst hos os. Nogle virksomheder har den udfordring, at de enten mangler arbejdskraft, eller at deres ansattes tid er bedre brugt på mere komplekse opgaver, der kræver en bestemt uddannelse. De har så outsourcet de opgaver, og vi fungerer som en slags underleverandør,” siger Claus Tobler.


Claus Tobler fortæller, at man i forbindelse med opstarten af partnerskaber har brugt hjælpen fra Rummelig Genstart ved at projektkonsulent John Kvistgaard har siddet med i møder hos for eksempel HydraSpecma A/S.


Ønske om flere samarbejder med det private erhvervsliv

Erhvervsskolen Vestjylland har både elever, fastansatte og personer, der skal have afklaret arbejdsevnen og er derfor på en gang arbejdsplads for især fleksjobbere, uddannelsessted for Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse, STU, og endda bosted for personer fra 16 år og op. Fælles for dem er dog, at de hver især har en eller anden udfordring med sig, når det kommer til arbejde eller uddannelse. Det kan være nedslidning, en arbejdsskade, kognitive problemer og meget andet.


”På Erhvervsskolen Vestjylland vil vi gerne ansætte folk, som bøvler med at få fodfæste på arbejdsmarkedet, for det er netop det vi vil som socialøkonomisk virksomhed: Bidrage til at flere kommer i beskæftigelse og bliver en del af et fællesskab,” siger Claus Tobler, der også gerne vil øge antallet og omfanget af samarbejder med det private erhvervsliv, så endnu flere kommer i beskæftigelse.


Hans erfaring siger nemlig, at det er noget, som alle parter kan vinde på. Både økonomisk og menneskeligt.


Er du interesseret i at vide mere om, hvordan Rummelig Genstart kan hjælpe med facilitering af virksomhedssamarbejder og partnerskaber, så klik herunder.




182 visninger
bottom of page