top of page

Uddannelse til grønne job lukker ned - har haft stor virkning på deltagernes udvikling

  • Forfatters billede: Mathias Fischer
    Mathias Fischer
  • for 5 dage siden
  • 3 min læsning

Projekter imidts store EU-projekt, Uddannelse til grønne job, lukker ned efter et par gode og udbytterige år. Projektleder, Helle Gammelgaard, er glad for, at projektet har hjulpet de unge projektdeltagere i en positiv retning.

"Det vigtigste ved det her projekt er at have hjulpet nogle unge mennesker, som har haft udfordringer med at komme ud i nye sammenhænge, og via den hjælp vi har givet dem i projektet, har fået et nyt blik på fremtiden og fået taget nogle skridt i retning af enten arbejde eller uddannelse," siger Helle Gammelgaard, projektleder i Uddannelse til grønne job.

Foto genereret med AI.
Foto genereret med AI.

Uddannelse til grønne job lukker ned efter et par gode år med masser af læring og gode erfaringer at tage med.


"Det har været en stor fornøjelse at drive Uddannelse til grønne job på flere niveauer. Jeg synes sådan helt overordnet set, at det med at beskæftige sig med et projekt, som skal sikre, at flere unge fra FGU videreuddanner sig på en erhvervsuddannelse, og så på den måde bliver kvalificeret til at bidrage til den grønne omstilling – det er jo yderst aktuelt. Så man kan sige, at hele projektets formål taler ind i en meget vigtig og højt placeret dagsorden," siger Helle Gammelgaard, projektleder i Uddannelse til grønne job.


Helle er lykkelig for, at projektet har hjulpet en masse unge mennesker videre i livet.


"Mit hjerte banker for unge mennesker, og det bedste er, at mange unge mennesker har taget nogle skridt fremad, som de ellers ikke ville have taget, hvis de ikke havde været en del af projektet," siger hun.



Analyse viser betydningen af projektdeltagelsen

I forhold til projektets konkrete resultater henviser Helle Gammelgaard til en analyse som virksomheden Pluss har foretaget for Projekter imidt for at kortlægge resultaterne i Uddannelse til grønne job.


Baseret på interviews med 12 projektdeltager har Pluss analyseret Uddannelse til grønne job med formålet:


"at undersøge og dokumentere, hvilken betydning projektdeltagelsen i Uddannelse til grønne job har haft for de deltagende unge. Særligt fokus er på at identificere projektets virkningsfulde kerneelementer for at styrke forudsætningerne for succesfuld implementering og forankring af projektets indsatser."


Analysen viser kort sagt, at mange af projektets aktiviteter har haft stor gavnlig effekt for projektdeltagernes udvikling både fagligt og personligt.



"Det værdifulde består jo i, at vi har fået udviklet nogle virkningsfulde metoder til at håndtere de udfordringer, som de unge har, og også nogle metoder til at håndtere udfordringen med bæredygtighed – altså hvordan får vi nogle unge til at tænke i retning af bæredygtighed," siger Helle Gammelgaard.



God kontakt med samarbejdspartnerne har været afgørende

De gode resultater i projektet er, ifølge Helle Gammelgaard, blandt andet blevet til på baggrund af gode samarbejder med projektpartnerne fra FGU Midtjylland og FGU Midt-Vest.


"Vi har haft en meget tæt kontakt med samarbejdspartnerne. Altså sørget for at have en fast, løbende dialog med partnerne for at vide, hvad der rører sig, så vi løbende har kunnet justere projektet. Så har man kunnet agere ud fra: Hvad sker der? Og ændret aktiviteter derudfra. Der har vi haft rigtig meget kontakt med partnerne, og det er virkelig lykkedes godt at være velorienteret," siger Helle Gammelgaard.


Den overordnede målsætning med Uddannelse til grønne job var at sikre, at flere elever på den forberedende grunduddannelse (FGU) videreuddannede sig på en erhvervsuddannelse (EUD) indenfor fagområder, der bidrager til den grønne omstilling. For eksempel indenfor byggeri, jern og metal. På den måde skulle projektet bidrage til at sikre en veluddannet arbejdsstyrke med de kvalifikationer, som virksomhederne efterspørger i forbindelse med den grønne omstilling. 

Kommentarer


bottom of page