Tirsdag den 6. september, kl. 15.00-16.30, afholder Rummelig Genstart og Sociale Entreprenører i Danmark et webinar og en onlineworkshop, hvor socialøkonomiske virksomheder får en introduktion til Social Enterprise World Forum, SEWF, og organisationens verifikationsordning og fordele. På onlineworkshoppen bliver man guidet gennem de spørgsmål, der skal besvares i forbindelse med at udfylde den ansøgning, man skal indsende for at blive verificeret.
Per Bach, formand for foreningen Sociale Entreprenører i Danmark.
Webinaret er relevant for socialøkonomiske virksomheder, der har produkter og services, de kan sælge til traditionelle virksomheder. Men man er også velkommen til for eksempel kun at deltage i webinaret, hvis man bare er nysgerrig på SEWF og mulighederne.
SEWF-verificering giver adgang til kunder, viden og besparelser
For socialøkonomiske virksomheder kan det at være SEWF-verificeret give adgang til nye og større kunder.
”Når de store virksomheder ønsker at tage et socialøkonomisk ansvar og købe varer hos en socialøkonomisk virksomhed, så vil de gerne have, at det er nemt at gennemskue, om både virksomhed og varer er det, de giver sig ud for at være. Og det kan de med SEWF-verifikationen,” siger Per Bach fra Sociale Entreprenører i Danmark, SED.
Eksempler på store internationale virksomheder med afdelinger både i udlandet og her i Danmark, som Social Enterprise World Forum allerede har samarbejdet med: revisions- og konsulentvirksomheden PwC, it-virksomheden SAP og forsikringsselskabet Zurich,
Flere fordele ved SEWF-verificering
Adgang til nye kunder er ikke den eneste gevinst ved at være SEWF-verificeret virksomhed.
”Den socialøkonomiske virksomhed bliver en del af et større fællesskab og ordning, der udvikler sig, og det handler ikke kun om at kunne sælge eller verificere sig over for de mulige kunder. Det handler også om at kunne udveksle erfaringer og få adgang til gratis eller billigere støtte af forskellig karakter, coaching og support. SEWF arbejder løbende på at udvikle ordningen og skabe flere fordele for de virksomheder, der er verificeret,” siger Per Bach.
Et eksempel er, at den globale markedsplads eBay UK, der gennem eBay for Change-programmet, og til et lavere gebyr, har oprettet et dedikeret udstillingsvindue for engelske socialøkonomiske virksomheder for at tilskynde virksomhedens 29 millioner britiske kunder til at købe socialt.
Der er stadig ledige pladser til arrangementet tirsdag den 6. september, klokken 15.00-16.30.
Læs mere eller tilmeld dig ved at trykke på knappen herunder.
Comments