top of page
Forfatters billedeMathias Fischer

Stressramte Tobias stortrives hos Projekt Ny-start: "Det har bare ramt fuldstændig rigtigt"

25-årige Tobias Staulund Larsen nyder den hjælp, han får i Rummelig Genstart-indsatsen Projekt Ny-start, der har hjemme hos Erhvervsskolen Vestjylland. Tobias er uddannet snedker, men han har i de seneste år kæmpet med en dårlig skulder og en efterfølgende depression, der har sendt ham langt fra arbejdsmarkedet. Nu er han godt i gang med at bygge sig selv op igen med værkstedsarbejde nogle timer om ugen hos Erhvervsskolen Vestjylland.

Foto: En glad Tobias ved svejseapparatet i værkstedet hos Erhvervsskolen Vestjylland.

Tobias Staulund Larsen har i cirka 3 måneder arbejdet i værkstedet hos Erhvervsskolen Vestjylland, der driver Rummelig Genstart-indsatsen Projekt Ny-start. Her trives han fremragende efter en håndfuld svære år.

"Jeg ved ikke lige, hvad der er sket, men det er simpelthen bare ramt fuldstændig rigtigt. Det er så super rart at være derude," siger Tobias.

Arbejdet ser ud til at være lidt af et vendepunkt for Tobias, der for et par år siden var helt nede med en depression, efter en skadet skulder så ud til at ødelægge mulighederne for ham som nyuddannet snedker.


"Jeg fik en depression, for jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle med mit liv."


Målet i dag med Tobias' arbejde hos Erhvervsskolen Vestjylland og deltagelsen i Projekt Ny-start er at finde ud af, hvor meget arbejde Tobias kan holde til fysisk og mentalt med en dårlig skulder og en tidligere depression. Og indtil nu går det godt.


"Det er nok første gang i mit liv, at jeg synes, det er sjovt at tage på arbejde."


Tobias trives med frihed og tillid

I øjeblikket arbejder Tobias 15 timer om ugen i værkstedet hos Erhvervsskolen Vestjylland.


Her stortrives han, omgivet af positive mennesker, der tror på ham.


"Jeg får en utrolig frihed og tillid på Erhvervsskolen Vestjylland. Det er kanon rart."


"Hvis jeg har en idé til, hvordan noget arbejdsmæssigt i værkstedet kan forbedres, så er der ingen tøven. Og Arne er god til at spørge mig: "Er det noget, du kan klare?".

Opgaverne i værkstedet varierer for Tobias - blandt andet svejser han en del - en opgave han nyder at kunne klare i sit eget tempo.

Tobias nyder også at spare med de unge elever på skolen. Og i det hele taget er atmosfæren i værkstedet lige noget for ham.


"Folk er som regel altid smilende og glade. Vi hører musik til arbejdet, og stemningen er god."


"Og så virker det som om, alle lærerne de hviler i sig selv. Og det er jo bare kanon nemt at være i nærheden af."


Et gladere menneske med mere overskud

Efter nogle hårde år med skulderskade, depression og en følelse af meningsløshed er Tobias nu en mand med tro på tilværelsen og fremtiden.


"Jeg er generelt blevet et gladere menneske med mere overskud."

Nu har han tænkt sig at holde snuden i sporret og klø på i værkstedet hos Erhvervsskolen Vestjylland, og så vil det vise sig, hvad fremtiden bringer.


"Det vil jo være drømmen at komme til at få et job ude på Erhvervsskolen. Det er et fantastisk sted at være."

191 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page