top of page
Forfatters billedeMathias Fischer

Succesfuld Rummelig Genstart-indsats kører videre i Holstebro

Rummelig Genstart-indsatsen Job in mind har været så stor en succes for Holstebro Kommune, at kommunen nu har implementeret indsatsen i egen drift. Job in mind hjælper psykisk sårbare mod beskæftigelse efter udskrivelse fra psykiatrien. "Det er genialt, at du har den her støtte, når du har været indlagt i psykiatrien og skal tilbage til et hverdagsliv igen," siger projektdeltager Camilla Andersen.

Kaj Christensen fra Job in mind med EU-projektplakat fra Rummelig Genstart.

I Holstebro Kommune har Rummelig Genstart-indsatsen Job in mind været så stor en succes hos den psykisk sårbare målgruppe, at indsatsen nu implementeres i kommunens egen drift.


”Jeg er glad for, at vi med initiativet Job in mind er lykkedes med at skabe en individuel tilpasset og meningsfuld sammenhængende beskæftigelsesindsats, der støtter den enkelte i at kunne udfolde sit potentiale hen i mod job eller uddannelse. Vi er fokuseret på indsatser, der har en langsigtet effekt. I Job in mind, der primært rækker ud til psykiatrien og griber borgeren på rette tid og sted, har vi kunnet se, at der bygges bro,” siger Birgitte Frydensbjerg, Jobcenterchef, Holstebro Kommune.


Erfaringerne er så gode - og tiltroen til konceptet er så stort - at indsatsen nu får en endnu mere central rolle i kommunens indsats for at hjælpe psykisk sårbare mod beskæftigelse.


”Vi har faktisk udvidet projektet fra én til fire job- og uddannelsesguider. Job- og uddannelsesguiderne har til formål at facilitere, at den enkelte opnår et balanceret mestringsniveau, så job eller uddannelse i et fremtidsperspektiv kan blive en integreret del af borgernes liv,” siger Birgitte Frydensbjerg.


"Genialt" projekt hjælper Camilla

Camilla Andersen er et af de mennesker, der har fået afgørende støtte i Job in mind.


”Det er genialt, at du har den der støtte, når du har været indlagt i psykiatrien og skal tilbage til et hverdagsliv igen. Havde jeg ikke haft støtte, ville jeg måske ikke være endt, hvor jeg er nu,” siger Camilla Andersen.


Camilla har været indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor hun har fået stillet diagnosen Bipolar Hypomani type II.


”Jeg har de udfordringer, at mit humør svinger fra at være depressiv og have lyst til at tage livet af mig selv til, at jeg er megaglad og er den bedste i hele verden. Sådan kan det svinge meget hurtigt fra dag til dag og fra time til time.”


Camillas psykiske sygdom har blandt andet givet hende udfordringer på sin arbejdsplads som omsorgsmedhjælper på et center for handicappede. Men her har hun fået hjælp fra sin faste Job ind mind job- og uddannelsesguide, Henriette Kviesgaard Jensen, som hun fik tilbudt støtte fra straks efter udskrivningen fra psykiatrien.


”Hun skulle hjælpe mig med at komme tilbage til hverdagen og tilbage på arbejde efter at have været indlagt i lang tid. I Job in mind har Henriette hjulpet mig ret meget med at sige, 'det er sådan her, vi gør.' Hun har også hjulpet mig sindssygt meget med min arbejdsskiver, hvor der har været misforståelser og miskommunikation imellem mig og min arbejdsgiver. Der har Henriette været supergod til at sige: 'Det skal du ikke tænke på, Camilla. Det tager jeg mig af.' Og så har hun taget kontakt til min arbejdsgiver.”


Vil skabe gode overgange og sammenhæng i borgeres liv

Hos Holstebro Kommune glæder jobcenterchefen sig over Job in minds succes, og hun er især glad for, at projektet indtil videre er lykkes med at skabe gode overgange fra indlæggelse til beskæftigelse for de psykisk sårbare borgere.


”Det er vigtigt at minimere overgange, og vi er opmærksomme på, hvordan vi kan facilitere en vej, som reducerer kompleksiteten for den enkelte," siger Birgitte Frydensbjerg.


Job ind mind har gjort kommunen endnu skarpere på netop overgangene i borgernes liv.


”Vi er blevet mere afstemte i udslusningen fra psykiatrien via Job in Mind. Nu vil vi arbejde videre med at forankre indsatsen.”


Samtidig har kommunen erfaret, at det er vigtigt at have beskæftigelsestilbud klar til de psykisk sårbare straks efter udskrivning fra psykiatrien.


”Vi er blevet bekræftet i, at det er vigtigt, at den enkelte hurtigt får tilknytning til en arbejdsplads. I Job in mind har stedet været Café Utopia, men nu har vi udvidet med andre tilbud. Så der står en arbejdsplads klar ved udskrivning,” siger Birgitte Frydensbjerg.


Hun håber, at Job in mind i sidste ende kan hjælpe så mange som muligt af kommunens psykisk sårbare borgere med at komme i beskæftigelse i vidt muligt omfang.


”Jeg håber, at vi kan medvirke til, at den enkelte skaber sig et meningsfuld liv, hvor de bliver helt, eller delvis, selvforsørgende.”


Drømmer om et normalt og kedeligt liv

For Camilla Andersen er støtten i Job ind mind uvurderlig - især fordi hendes sygdom til stadighed er en udfordring.


”Hvis der er det mindste, kan jeg altid ringe til Henriette, og så hjælper hun mig. Det betyder ret meget. Hun kender min sygdom, og hun kender mig rigtig godt,” siger Camilla Andersen.


I øjeblikket modtager Camilla behandlinger med strøm i hjernen i håb om, at hun kan få det bedre. Også her fik hun hjælp fra sin job- og uddannelsesguide, Henriette.


”Hun har hjulpet mig med min behandling i psykiatrien. Jeg får ECT-behandling, hvor man får strøm i hjernen. Min læge i psykiatrien havde sagt, at det var den bedste mulighed for mig. Henriette mindede mig om, at det var op til mig, om jeg havde lyst til at følge rådet.”


Camilla lever med sin sygdom, så godt hun kan. Og hendes håb for fremtiden er, at hun får et dejligt "kedeligt" liv.


”Lige nu er min største drøm at blive så rask, at jeg kan leve et normalt liv uden at tænke på at skulle gå til behandlinger. Et normalt kedeligt hverdagsliv,” siger hun.

141 visninger

Comments


bottom of page